Familien må tilbageerobre til naturlige autoritet

Det var med noget tom fornemmelse, man forlod vælgermødet den 18/9 på Vordingborg Fri Fagskole. Der var ingen kvalificerede bud på at ændre status quo, hvad enten det var tilknytning til arbejdsmarkedet, misbrug -, skole – eller transportproblemer.

De mange sange fyldte meget, men var med til at lindre tomheden.

Følelsen af tomhed vil jeg ikke klandre de enkelte paneldeltagere for. Jeg vil i stedet rette kikkerten mod Christiansborg. På både social- og skoleområdet er lovgivningen indrettet, så kommunerne har meget begrænset handlemuligheder.

En degenereret centraladministration

Danmark er det mest gennem institutionaliserede samfund i hele Europa. I denne institutionsiver har vi glemt samfundets vigtigste institution, nemlig familien.

Kunne vi gøre familien til et politikfrit område, ville rigtig mange unges udfordringer forsvinde, dokumenteret af Nils Arbøl i bogen “Det moderløse samfund”.

Ansvarlige for de gamle partier, S, B, C, V og SF og centraladministration, har løbende gjort alt for at splitte familien ad.

Vordingborg Borgerliste har ikke dette “lig i lasten” og kan derfor mere frigjort og uafhængigt komme med nytænkning, som kommunen i den grad har brug for.

Om noget er det en degenereret centraladministration der skal udfordres, står det til Borgerlisten.

Skolelæreren skal undervise og ikke opdrage

Et uhørt stort skattetryk muliggør en politisk regulering af hvordan familien indretter sig, også til en politisk ideologi, der ønsker den traditionelle familie opløst.

Barnets første leveår er de vigtigste. I stedet for selv at passe barnet får en familie der tilvælger arbejdsmarkedet et tilskud på 75 % af hvad det reelt koster at lade en institution passe det. Hjemmepasning er derfor kun for velhavere.

Når begge forældre igen 100 % indtager rollen som far og mor, som de altid har været tiltænkt, vil børnene forhåbentlig ikke mærke mindre til forældrenes kærlighed, som selvfølgelig altid er til stede, men at der også er noget der hedder pligter her i tilværelsen (herunder mødepligt i skole).

Og at der f.eks. også bliver afsat mere tid til at øve god bordskik, at man ikke taler i munden på hinanden og lærer at lytte til de voksne.

Når skolealderen så indtræder, er man parat til at sidde stille og modtage undervisning.

Lærerne i skolen er jo uddannet til at undervise og ikke til at være erstatning for børnenes forældre.

Det er ikke børnene der råber på “pasningsgaranti”,

det er de voksne, der vil have børnene passet,

så de selv er fri for at gøre det.

Pasningsgaranti handler om de voksnes kamp om

magt, penge og karrieremuligheder.  

dr. phil. T Kjærgaard 03-03-98